Anmeldelse af cykelværksteder i Københavnsområdet – Heino i Glostrup

På Roskildevej 527 i Brøndby finder du Heino cykler som har en ganske stor og velassorteret forretning. Jeg vurderer de forskellige oplevelser med værksteder på en skala fra 1-5 hvor 5 er “fantastisk” og 1 svarer til “øv!”

På roskildevej 527, 2605 Brøndby finder du Heino cykler - det er også fra heino-cykler.dk dette billede er lånt fra.

Den første gode oplevelse

I den seneste tid har jeg besøgt Heino i Brøndby 2 gange – og en gang for længe siden hvor jeg skulle have en ny saddel. Første gang var det fordi jeg manglede en lille afstandsskive i forbindelse med montage af en kassette på et DT Swiss hjul jeg havde købt brugt. Af uransagelige årsager skulle der en ekstra skive bagved kassetten for at låseringen kunne nå ind og spænde kassetten fast, og jeg havde fået smidt gamle ekstra skiver ud da jeg aldrig havde haft brug for en ekstra før.

Jeg kom ind i Heino og forklarede pænt mit problem til en midaldrende herre bag disken. Han gik fluks om bagved og kom retur med sådan en og sagde værsgo. Jeg spurgte pænt hvad han skulle have for den, men den ville han aldeles ikke have betaling for. Det er verdensklasse service, også selvom jeg hverken havde købt kassette eller hjul hos Heino.

Den næste gode oplevelse

Næste besøg var her i starten af 2025. På min pendlerged var jeg træt af at køre 50 foran og 34 bag på da jeg meget ofte lå i de laveste gear på den store klinge, hvilket giver et skævt træk på kæden. Jeg købte en 46 tands ultegra klinge som jeg ville montere. Men den er bygget anderledes op end 50 tands klingen, så derfor skulle der en anden klingebolt til – og det var her jeg kørte ud til Heino.

Det første ekspedienten sagde da jeg fortalte var at det havde han svært ved at visualisere – om han var så heldig at jeg havde klingen med – og det havde jeg skam. Derefter tog det ham kun et øjeblik at finde de rigtige klingebolte med låsering. De var fra BBB og kostede 169.

Dernæst havde han tid til en god snak hvor jeg fik forklaret hvordan de lavede visuelle inspektioner af Shimano Ultegra kranksæt af lige præcis den model som jeg havde – og hvordan jeg selv kunne holde øje med standen på pedalarm og garniture for at se om der skulle være tegn på om kranksættet var ved at fejle.
Har du selv et Shimano kranksæt kan du se mere information om problematikken her:

https://bike.shimano.com/en-NA/information/customer-services/corrective-actions/important-safety-notice-11-speed-hollowtech-road-cranksets-inspection-program.html

Den knap så gode oplevelse for snart mange år siden

Når man hører de to historier her er alt jo rosenrødt, og det er verdensklasse service og en ren 5’er, men i mange år har jeg faktisk undgået Heino, da jeg for 15-20 år siden havde en knap så god oplevelse i forbindelse med køb af en saddel.

Det var da jeg var helt grøn på racercykler. Her havde jeg købt en saddel der var fra et rest parti af en 132 mm Specialized saddel der sikkert var meget let og enormt lirens og meget billig – men absolut også meget for lille til min rumpe… Så derfor kom jeg kørende ind til Heino på en tur hvor jeg var godt mør i rumpetten for at høre om de kunne hjælpe mig, hvilket de selvfølgelig kunne.

Jeg blev placeret på en dims der målte bredde og fik et udvalg af sadler der ville passe mig, hvortil jeg spurgte om den nu var bred nok, og om der fandtes noget der evt var bredere – hvortil jeg fik beskeden om at så skulle jeg over i en bedstemoder saddel.
Når man står med et problem, så er det ikke lige den besked man har brug for at få at vide – i hvert fald ikke i den tone som beskeden blev leveret i. Jeg følte mig meget lille og absolut ikke som en del af klubben – Mulle.

Der brugte jeg 849 kroner af min surt sammensparede SU, nok mest fordi jeg var desperat, monterede sadlen og kørte videre – og derefter brugte jeg jo altså så 15-20 år på at handle andre steder.

Baseret på disse 3 oplevelser får Heino cykler i Glostrup karakteren: 4

Du finder Heino cykler her: https://heino-cykler.dk

Men det giver meget bedre mening at besøge dem fysisk da deres butik er mere velassorteret end deres onlinesortiment og heldigvis er den service jeg har oplevet ved de to seneste besøg meget bedre end min gamle oplevelse.