Min Synology DS1621+ står i et køligt lokale med en stabil temperatur på 16–17 grader Celsius, men alligevel rapporterer DSM en CPU-temperatur på omkring 50 grader ved idle. Det satte naturligvis nogle tanker i gang – især med tanke på sommerens højere temperaturer.
I denne artikel gennemgår jeg hvordan jeg reducerede CPU-temperaturen på min Synology DS1621+, hvilke risici der er forbundet med indgrebet, og om resultatet i sidste ende var indsatsen værd.

Min erfaring med Synology DS1621+
Jeg har haft min Synology DS1621+ siden lanceringen, og vi er nu i januar 2026. Det er fortsat en yderst stabil NAS, som jeg bruger til:
- Filopbevaring
- Docker-containere
- Flere WordPress-installationer, der driver denne hjemmeside
Selvom platformen efterhånden har nogle år på bagen, leverer den fortsat solid performance.
Flytning til køligere omgivelser hjalp ikke nok
Tidligere stod min NAS i bryggerset sammen med fyret, hvilket krævede høj blæserhastighed om sommeren. I forbindelse med opførelsen af et anneks trak jeg netværk derud og flyttede NAS’en til et markant køligere rum.
Alligevel ramte CPU-temperaturen stadig 50 grader ved idle, og det bekymrede mig – især i forhold til hvordan temperaturen ville udvikle sig på varme sommerdage.
Jagten på en løsning
Som enhver anden gjorde jeg det oplagte: jeg googlede problemet. Desværre handlede langt de fleste indlæg om:
- Udskiftning af blæsere for lavere støj
- Justering af blæserprofiler
Det var ikke relevant for mig, da blæserne allerede var udskiftet, og der ikke var problemer med airflow.
Ét forumindlæg skilte sig ud
Jeg fandt dog ét interessant indlæg i Synologys officielle forum, hvor en bruger med en Synology DS1821+ oplevede samme problem og havde løst det på en kreativ måde:
👉 https://community.synology.com/enu/forum/1/post/186132
Løsningen viste sig at være overraskende enkel.
Løsningen: Brug af termiske pads mod kabinettet
Den korte version af løsningen er:
- Udskiftning af kølepasta gav minimal effekt
- Brug af termiske pads oven på køleprofilen skabte termisk kontakt mellem køleren og NAS’ens metalchassis
- Resultat: hele kabinettet fungerer som en passiv køleprofil
Det originale forumindlæg indeholdt desværre kun ét billede og meget lidt dokumentation, så jeg måtte selv udforske resten.

Derefter søgte jeg videre for at se om der var andre der måske havde dokumenteret fremgangsmåde, men det eneste jeg kunne finde var en video af hvordan man skiller sin DS1621+ ad så man kan komme til CPU køleren – og her skal den altså skilles helt ad.
Vigtigt: Læs dette før du går i gang
Inden du overvejer at gøre det samme, skal du være fuldt bevidst om følgende:
- Du mister med stor sandsynlighed din Synology-garanti
- Brug bløde termiske pads – fx Arctic TP-3
- Går noget i stykker, er det 100 % på eget ansvar
Dette er ikke en officiel løsning fra Synology.
Adskillelse af Synology DS1621+
For at få adgang til CPU-køleren skal DS1621+ skilles fuldstændigt ad.
Den mest brugbare guide jeg fandt, er denne video på YouTube:
👉 https://youtu.be/W9h1cKl6GmY
Følg videoen nøje – der er mange trin.
Udstyr og værktøj du skal bruge
For at komme sikkert i mål brugte jeg følgende:
- Termiske pads (fx Arctic TP-3)
- Stjerneskruetrækker
- Skævbider
- Saks
- Spidstang
- Spritswaps eller isopropylalkohol
- Vatpinde
- Skål til skruer
Udskiftning af kølepasta og montering af termiske pads
Når bundkortet er ude, skal CPU-køleprofilen afmonteres. Her skal du være ekstremt forsigtig med de to plastpins, der holder køleren fast. Jeg brugte en spidstang til forsigtigt at klemme dem sammen.



Overraskelse: Den originale kølepasta var helt udtørret
Selvom forumindlægget hævdede, at ny kølepasta ikke gjorde en stor forskel, tjekkede jeg alligevel tilstanden – og det var en god beslutning.
Den originale termiske pad/kølepasta var fuldstændig udtørret.
Det tog mig over 30 minutter at blødgøre materialet nok til at få det fjernet:
- Sprit på vatrondel lagt på køleprofilen
- Vatpinde med sprit til forsigtig rensning af CPU’en
Herefter kunne jeg:
Montere termiske pads oven på køleprofilen, så der opstår kontakt til kabinettet
Påføre nyt kølepasta



Samling og test
Efter genmontering (og ja – med den klassiske risiko for en overskydende skrue) startede jeg NAS’en op igen.

Resultatet: Fald i CPU-temperatur
- Før: ~50 °C idle
- Efter: ~45 °C idle
Et fald på 5 grader, svarende til cirka 10 %.
Er det det værd?
Set i forhold til omgivelserne på 16–17 grader er resultatet ikke imponerende, men det er stadig relevant:
- På varme sommerdage kan jeg potentielt reducere peak-temperaturer fra 70 °C til 63–65 °C
- Throttle-grænsen på Ryzen V1500B ligger omkring 70 °C
Dermed er der skabt en vigtig termisk buffer.
Min ærlige vurdering
Jeg havde dog forventet mere:
- AMD Ryzen V1500B har kun 16W TDP
- Ingen IHS (heat spreader) som på Intel-CPU’er
- Meget sart CPU-overflade
- Overraskende dårlig fabriksmonteret køleløsning
Karakter: 6–7 ud af 10
Det virker – men det burde have været bedre fra producentens side.
Konklusion
Hvis du kæmper med høj CPU-temperatur på Synology DS1621+, og garantien alligevel er udløbet, kan denne løsning give mening. Det er ikke uden risiko, men effekten er reel.
Vil jeg anbefale det til alle? Nej.
Vil jeg gøre det igen? Ja – men med realistiske forventninger.
